Det danske køkken – sundt, bæredygtigt og miljøvenligt

20 december 2017
Astrid Pedersen
Det danske køkken - sundt, bæredygtigt og miljøvenligt

I mange år var det moderne at lade sig inspirere af kogekunst og gastronomi fra fjerne egne – i firserne var finere fransk madlavning i højsædet, og siden da har det italienske køkken, Middelhavskøkkenet og mere eksotiske inspirationer fra fjerne egne som for eksempel Mexico, Indien og Sydøstasien influeret danskernes madvaner – og ganske fortrængt det traditionelle, danske køkken. Og det er egentlig synd. Det danske køkken er andet og mere end blot frikadeller og kartofler med sovs – vi har bare glemt det i vores iver efter at prøve nye ting. Heldigvis er flere og flere toneangivende danske kokke og gastronomer blevet opmærksomme på mangfoldigheden, der ligger i de råvarer, vi har tilgængelige i vores egne baghave, og den store variation, vore omskiftelige årstider byder på.

Lagerfoto-id: 178398053

Det danske køkken – et mangfoldigt, sundt og farverigt bekendtskab

Med en stigende bevidsthed om de lange transporttiders indflydelse på miljøet, samt visheden om, at ikke alle andre lande i verden har de samme standarder for økologisk og bæredygtig dyrkning af grøntsager samt dyrevelfærd, er det blevet mere og mere populært at handle lokalt. Dette har mange fordele. For det første styrkes de lokale landbrug og dyrehold, idet det pludselig er blevet en kvalitet i sig selv, at råvarerne er dyrket i Danmark. For det andet får vi for alvor glæde af de sunde næringsstoffer, som er i de frugter og grøntsager, som dyrkes på de nordiske breddegrader. Og for det tredje undgår vi en miljøbelastning i form af transport.

Spis efter årstiderne – det er sundt og godt for miljøet

Det moderne danske køkken har som tema, at man bør spise efter årstiderne. Grøntsager som tomater og bær hører sommeren til – efteråret og vinteren byder på kål og rodfrugter, og foråret giver os den lækre stenbiderrogn. Klassikere som grønlangkål og stegte eller marinerede sild, som ellers i mange år har været ude i kulden, har fået en renaissance i kraft af deres høje indhold af fibre, vitaminer og sunde fedtstoffer, og har fået selskab af nyere opdagelser fra det danske landskab såsom hyben og havtorn, og gamle kornsorter er blevet genoplivet. De gamle kvæg- og svineracer er også på vej tilbage, og markedet for kød fra besætninger, som har levet under dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold, er nærmest eksploderet

I takt med, at det danske køkken atter får fodfæste i de danske køkkener, vil vi forhåbentlig se en tendens hen imod en mere økologisk og menneskelig bæredygtig dyrkning af afgrøder, samt en højere grad af respekt for dyrene, som leverer kødet til de gastronomiske specialiteter.

 

 

Flere Nyheder