Forkæl din krop med den sunde, søde og forfriskende grøntsag – nemlig rødbeden

20 december 2017
Michelle Løhde Nielsen
Forkæl din krop med den sunde, søde og forfriskende grøntsag - nemlig rødbeden

Den er stor, knoldet, mørkerød og smager let sød. Det er nemlig rødbeden, vi snakker om. Udover at denne rodfrugt smager skønt og har en fantastisk farve, så er den altså også spækket med en masse gode sager. Den er nemlig fyldt med en lang række vigtige vitaminer og mineraler, som vores krop har brug for. Friske rødbeder har nemlig et højt indhold af blandt andet jern, C-vitamin, A-vitamin, kalium mm. Derudover indeholder rodfrugten også en del fibre, hvilket giver en god mæthedsfornemmelse. Der er derfor mange gode grunde til at kaste sig over rødbeden med de mange gode egenskaber, hvis du vil gøre noget godt for dig selv og dit helbred.

Billed ID: 586815737

 

Meget mere end blot syltede rødbeder 

Rødbeder kan meget mere end blot at være syltede og skiveskåret på en kedelig leverpostejsmad. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, men den skønne grøntsag kan tilberedes og spises på et væld af mange andre forskellige måder – det handler bare om at være kreativ. Den kan bages i ovnen, koges, blendes til suppe eller rives til en lækker råkost. Rødbeder kan også presses til en lækker rødbedejuice, som er en perfekt måde at få lidt flere grøntsager indenbords. På den måde bliver det hurtigt meget nemmere at komme op på de anbefalede 600 g frugt og grønt om dagen. Rødbeder er generelt en god grøntsag at kaste sig over, når det kommer til grøntsagsjuice, da den er sød og frisk på samme tid og giver dermed en dejlig smag til juicen – selv de helt yngste kan være med her. Her får du et par forskellige bud på sund og forfriskende juice med rødbede:

Rødbedejuice med ingefær

En forfriskende juice med masser af grøntsager 

Ingredienser til 2 personer:

· 3 store rødbeder

· 1 stor gulerod

· 1 lille knold frisk ingefær (cirka 1-2 cm) 

· 1 appelsin 

Fremgangsmåde: 

Skræl rødbederne, guleroden og appelsinen, og skær det i grove stykker. Skræl ingefæren. Kør det hele igennem en juicer eller saftpresser – og servér! 

Rødbedejuice med æble

Rødbeden og æblet giver en dejlig sødme, mens ingefæren og appelsinen giver et skønt frisk spark

Ingredienser til 2 personer:

· 3 rødbeder

· 1 æble

· 1 lille knold ingefær (cirka 1-2 cm) 

· 1 appelsin 

Fremgangsmåde:

Skræl rødbederne, appelsinen og ingefæren. Skær det hele i grove tern sammen med æblet. Kør det hele igennem en juicer eller saftpresser. Sérver straks – gerne med et par isterninger. 

Rødbedejuice med appelsin og mynte

En dejlig juice med et frisk pust af mynte 

Ingredienser til 2 personer:

· 3 rødbeder

· 4 stilke frisk mynte 

· 2 appelsiner 

Fremgangsmåde:

Skræl rødbederne og appelsinen, og skær det i grove tern. Skyl mynten og hak groft. Kør det hele igennem en juicer eller saftpresser og sérver.

 

 

 

 

Flere Nyheder