Hvad må jeg spise, og hvad må jeg ikke spise under en graviditet? Få svarene her.

20 december 2017
Michelle Løhde Nielsen
Hvad må jeg spise, og hvad må jeg ikke spise under en graviditet? Få svarene her.

At spise en sund og varieret kost under din graviditet er noget af det bedste, som du kan gøre for dig selv og din baby. Den mad du indtager er din babys kilde til ernæring, så det er vigtigt, at du tænker over, hvad der kommer ind for at give dit barn det bedst mulige udgangspunkt – samt at fremme en god vækst og udvikling. Du skal derfor have ekstra meget fokus på kosten under din graviditet, så dit barn får den bedste start på livet. Det kan dog godt virke som lidt af en jungle at finde rundt i, når det kommer til, hvad man må spise, og hvad man ikke må. Derfor har vi lavet en lille liste over en række anbefalinger i forhold til ernæring og kosttilskud, hvis du er gravid eller overvejer at blive det, så du kan få en god graviditet og give dit barn den bedste start. 

Billed ID: 507744202 

Giv dit barn den bedste start på livet med disse anbefalinger 

  • Spis efter kostrådene. Hvis du spiser efter de officielle kostråd, så får du de fleste vitaminer og mineraler, som der er behov for. Læs meget mere om de officielle kostråd her
  • Det anbefales at tage et tilskud af folsyre på 400 µg dagligt fra planlægningen af graviditeten og 3 måneder inde i graviditeten. Det er for at forebygge neuralrørsdefekt, der kan medføre misdannelser i hjernen, kraniet og rygmarven.
  • Det anbefales også at tage et tilskud af 40-50 mg jern dagligt fra 10. graviditetsuge og resten af graviditet med det formål at skabe bedre iltforsyning. Indtag gerne dit tilskud mellem måltider og eventuelt sammen med juice eller citrusfrugt, da du på den måde udnytter tilskuddet bedst muligt.  
  • Derudover anbefales det også, at du tager et tilskud af 10 µg D-vitamin dagligt for at give en bedre calciumabsorption og dermed en bedre vækst og knogleudvikling. Hvis du ikke indtager mælkeprodukter, så skal du gerne tage et tilskud af 500 mg calcium dagligt igennem hele graviditeten.
  • Pas på med for meget A-vitamin, da det kan skade fosteret og øge risikoen for misdannelser. Skær derfor ned på dit indtag af eksempelvis lever og paté.
  • Pas på med for meget kviksølv, da det kan skade udviklingen af barnets hjerne. Gravide anbefales derfor højest at spise 1 almindelig dåsetun om ugen – og ikke spise dåser af hvid tun eller albacoretun.
  • Undgå rygning og alkohol – også når du prøver at blive gravid.
  • Undgå kaffe, cola og te i store mængder, da det giver for meget koffein. Drik ikke mere end tre kopper kaffe om dagen. 

Flere Nyheder