Ingefærshot – derfor er det godt for kroppen

20 december 2017
Michelle Løhde Nielsen
Ingefærshot - derfor er det godt for kroppen

Ingefærshot har efterhånden opnået en form for stjernestatus blandt folk, og det bliver indtaget i mængder som aldrig før. Der findes både et væld af forskellige varianter i supermarkedet, men internettet er også proppet med en masse skønne opskrifter på den sunde drik, som efter sigende skulle være en lille mirakeldrik. Men hvorfor er det så sundt? 

En lille knold med mange gavnlige virkninger

Mange tænker sikkert, at så lille en knold umuligt kan have så mange gavnlige virkninger, men der er bestemt mange gode grunde til at drikke ingefærshots. Ingefær stammer helt fra Asien, hvor de flittigt bruger det i madlavningen – både for smagen, men i den grad også for helbredet. Vi har samlet tre gode grunde til at indtage mere ingefær, så du kan blive klogere på den lille knold:

1. Anti-inflammatorisk

Adskillige undersøgelser har vist, at ingefær indebærer en række anti-inflammatoriske effekter, der kan være rigtig godt i forhold til en række sygdomme. Det har blandt andet en forebyggende effekt og virkning over for især gigt, men der er også undersøgelser, der tyder på, at det kan have en betydning i forhold til kræft.

2. Effektiv mod kvalme

Ingefær skulle også efter sigende være effektiv mod kvalme og kan i høj grad lindre det. Det kan derfor være godt at indtage i forbindelse med transportsyge, almindelig kvalme eller eventuelt kvalme under graviditet.

3. Styrker immunforsvaret

Et dagligt eller jævnligt indtag af ingefær kan medvirke til at styrke immunforsvaret, så det er bare med at kaste sig over ingefæren, når vi nærmer os de koldere temperaturer, så du kan give dit immunforsvar et boost.

Billed ID: 179174300 

Ingefærshot – sådan gør du

Nu ved du, hvorfor det er en god idé at indtage ingefær, men du skal selvfølgelig også have en opskrift på de sunde ingefærshots, så du kan komme igang med at indtage noget mere ingefær. Drik det som et godmorgen-shot, mod en øm hals eller blot som et lille energigivende shot. 

Det skal du bruge til 4 dl: 

– 3 dl vand

– 50 g ingefær

– Saften fra 3 citroner

– 2 spsk honning

Sådan gør du: 

– Start ud med at skrælle ingefæren – brug en kartoffelskræller eller bagsiden af en ske. Skær ingefæren i tynde skiver og kom det i en gryde sammen med vandet. 

– Bring det i kog og lad det simre under låg i 20 minutter. 

– Tag gryden af varmen og tilsæt citronsaft. Lad blandingen køle af og si det igennem en sigte. Tilsæt til sidst honning og rør det godt rundt. 

– Hæld på flaske og opbevar det på køl. 

 

Flere Nyheder