Rawfood er sundt som en del af en varieret kost
20 december 2017
Rawfood trenden er startet i USA, og nu udgør kostretningen ligeledes et populært alternativ til en almindelig, tilberedt kost her i Danmark. Rawfood er netop rå mad – mad, der ikke har været kogt, stegt, dampet eller lignende. Reglen er, at maden ikke må opvarmes over 42 grader – denne grænse sættes imidlertid lidt forskelligt inden for de forskellige Rawfood-retninger. Rawfood er endvidere udelukkende mad fra planteriget. Kosten består af grøntsager, frugt, nødder, kerner, honning, olie og bær. Man undgår fisk, kød, mælk og andre animalske produkter.
Er Rawfood sundt?
Rawfood er rigtig sund mad – dog altid som en del af en god, varieret kost. Det anbefales af Sundhedsstyrelsen, at en langt større del af vores madindtag skal stamme fra frugter og grøntsager, og dette går jo fint i tråd med tankerne bag Rawfood. Det er imidlertid vigtigt at spise varieret, og lever man udelukkende af Rawfood, kommer man på sigt til at mangle en del livsvigtige næringsstoffer som B12 vitamin, jern, jod og calcium. Man kan ligeledes komme i mangel af essentielle fedtsyrer som omega 3. Nogle grøntsagers vitaminer forsvinder rigtigt nok ud i kogevandet ved tilberedningen – men tilberedningen af grøntsager er ofte også med til at frigøre vitaminer. Faktisk er der en del vitaminer, der først kan udnyttes optimalt i vores organisme, når disse er blevet tilberedt. Maden nedbrydes endvidere altid i mindre bestanddele i det menneskelige fordøjelsessystem – ligegyldig om vi tilbereder den inden da eller ej. Dette er en forudsætning for at optage næringsstofferne fra den. Det anbefalelsesværdige er hermed en kost bestående af både rå og tilberedt mad. En god tommelfingerregel i forbindelse med at finde rundt i de mange forskellige trends og retninger indenfor fødevarer er altid at have intuitionen og den sunde fornuft med. “Alt med måde” er et motto, der giver god mening i denne henseende. Rawfood er altså rigtig godt og sundt at integrere som en del af en varieret, alsidig kost.
Stock photo ID: 617760569
Undgå raffineret sukker, farvestoffer, alkohol m.m.
En af grundene til, at Rawfood som en del af en varieret kost er sundt for vores organisme, kan også findes i hvad man ikke indtager på en Rawfood-diæt. Det er altid godt at undgå fødevarer som sukker, kager, hvidt brød, slik, chips og alkohol, og disse elementer er ikke en del af Rawfood-retningen. Fraværet af disse fødevarer i det daglige giver i sig selv mere energi og vitalitet. Rawfood spisere går oftest også efter de økologiske grøntsager og frugter, og man undgår hermed indtag af sprøjtemidler.